• Blog
  • Arkiv
  • Profil
  • Lifestream
  • Kontakt
Blue Orange Green Pink Purple

Arkiv for ‘Mobil’

Du kan bruge søgefunktionen til at gennemgå indholdet og finde noget helt specifikt:

sep 02

iPhone software anbefaling: Accuweather

Der har været stille længe her på bloggen, så jeg tillader mig hermed lige at ruske lidt op i de efterhånden godt støvfyldte sider med en software anbefaling til iPhone.

Vejr app fra Apple Det er ingen hemmelighed at jeg er særdeles glad for mobiltelefoner, og specielt iPhonen. Den iPhone jeg har lige nu er faktisk min fjerde af slagsen.

Jeg er egentlig okay tilfreds med den indbyggede vejr app i iPhone hvis jeg bare lige hurtigt har brug for hurtigt at tjekke temperaturen udenfor eller lige se en meget basal vejrudsigt for de kommende par dage, men udover det så er den app ikke meget værd for at sige det som det er. Jeg tog derfor et kig på AppStore for at se om der var nogle alternativer i den billige ende da jeg ikke havde den store lyst til at punge alt for meget ud for en app til at kunne se vejrudsigten.

Jeg faldt lynhurtigt over en app fra Accuweather. I første omgang var jeg lidt skeptisk da den jo er listet som værende gratis (dog uden at have en “opgraderet” version med et prismærke på), og mange gratis apps på AppStoren er enten kun halvt funktionelle eller også er de fyldt med reklamer overalt som ikke ligefrem gør brugervenligheden bedre. Jeg blev dog imidlertid positivt overrasket.

Accuweather - startbillede Når app’en startes præsenteres man med et fint billede af det nuværende vejr i et givent område man selv kan vælge. Der er derudover mulighed for at tappe på location ikonet oppe til venstre hvor telefonen så bruger gps’en til at finde den nuværende lokation og vise vejrudsigten for denne hvis man lige vil tjekke det fremfor det i forvejen valgte område. Der er tillige mulighed for at enable en feature som hedder “Enable Current Position”, den bruger også gps’en til at finde vejrudsigten for det område man befinder sig i hver gang app’en startes. Det er smart! Der vises derudover nede i højre hjørne af skærmen en “Real feel” indikator som viser hvor varmt/koldt vejret egentlig føles når man tager eventuelt vind/regn/sne i betragtning. Endnu en rigtig lækker feature som bestemt er værd at nævne og som jeg i hvert fald personligt finder brugbar.

Accuweather - 24t vejrudsigt Udover vejret for den indeværende dag, er der også mulighed for at se en vejrudsigt for de næste 15 timer delt op i enkelte timer. Der er sågar en 15-dages prognose, hvilket må siges at være noget mere end den indbyggede vejr app fra Apple har.

Endvidere er der mulighed for at åbne et radarbillede over det område man befinder sig i, som så viser det nuværende skydække. Rent grafisk er det ikke helt on par med hvad der ellers er i app’en, men det fungerer og jeg kan rigtig godt lide ideen bag det. Derudover er der en “Risk” fane som viser hvor store chancer der er for f.eks. sne, regn, blæst, tåge m.m. indenfor de næste 8 timer. Så der er rigtig gode muligheder for at gardere sig mht. vejret.

En sidste sjov feature i programmet er muligheden for at se vejrudsigten fra Accuweather direkte på iPhonen, både Breaking Weather Forecast samt Europe Weather Forecast.

Til sidst er der mulighed for at modtage alerts og beskeder ved bestemte vejrsituationer, men det er kun gældende for USA. Det er måske også mere relevant med det vejr der af og til er på den anden side af Atlanten.

Summa summarum, så har denne app på alle måder fået mig til at skrotte den oprindelige vejr app fra Apple. Den er langt mere funktionel, flot at se på og så er den tilmed gratis.

Yay:

  • Animeret radar/satellitbillede
  • Detaljeret vejrudsigt for de næste 15 timer
  • 15-dages vejrudsigt
  • Mulighed for at få vejrudsigten for nuværende lokation (bestemt via telefonens GPS)
  • Vejrudsigt på video far Accuweather
  • UV indeks
  • Oversigt over potentielle vejrforstyrrelser i de kommende 8 timer
  • Alarmer/advarsler i tilfælde af ekstreme vejrsituationer (kun tilgængeligt i USA)

Nay:

  • Reklamebanneret i toppen (hvilket egentlig godt kan forsvares da app’en er gratis)
  • Telefonen vibrerer hver gang den har opdateret status på vejret når app’en starter, ikke muligt at slå dette fra

App’en kan downloades via AppStore her.

Til slut et lille galleri over de forskellige funktioner i app’en:




nov 24

Adgang med mobilen

I takt med at jeg kan se der er flere og flere der besøger min side fra en mobil terminal, har jeg nu forsøgt mig med at gøre det lidt nemmere for disse folk at få adgang til siden uden at skulle loade alt for meget data. Det tager jo som bekendt noget længere tid over mobilen, for ikke at tale om at det koster en del medmindre man har en flatrate aftale med i sit abonnement.

Jeg er i denne forbindelse faldet over pluginet MobilePress som lader til at klaret jobbet rigtig godt. Endvidere har de nogle forskellige indstillingsmuligheder, bl.a. hvilke terminaler/browsere der skal genkendes af siden som værende en ‘mobilbrowser’ og derved få vist den mobile udgave af sitet, eller om de specifikke terminaler skal få vist den fulde udgave af sitet. I skrivende stund er det muligt at gøre dette for iPhone (Safari), Windows Smartphones (Internet Explorer Mobile), samt Opera Mini. Jeg håber (og tror på) at listen vil blive udvidet, således at også SonyEricsson mobilernes indbyggede browser samt den indbyggede browser i Nokia’s S60 telefoner kan genkendes og derved få vist den ønskede version af sitet.

Screenshots kan findes her.

nov 20

Ups… Endnu engang lidt nyt

Apple iPhone 3G

Det var jo næsten dømt til at ske. Jeg har jo efterhånden ry for at skifte mobil oftere end nogen folk når at skifte tøj, og siden jeg fik en HTC Diamond er der nu heller ikke gået så lang tid før den blev skiftet. Den blev nu afløst af en iPhone 3G. Det var egentlig planen at jeg ville have lavet et længere review af Diamond’en som opfølgning på den lille unboxing jeg havde lavet, men så langt nåede jeg ikke rigtigt. Okay, jeg var begyndt, men synes ikke rigtigt jeg kommer så meget videre nu hvor den allerede er blevet afløst :-)

Jeg har tidligere haft en iPhone, men det var en fra første generation – og derved manglede bl.a. 3G som jeg ellers benytter meget efterhånden, hvilket også var en af de primære grunde til at jeg efterfølgende valgte at skille mig af med dn igen. Og af denne grund var jeg ikke længe om at slå til da jeg for nyligt fik muligheden for at anskaffe mig en iPhone 3G til en god pris – vel at mærke endda oplåst så jeg kunne bruge mit nuværende Telmore simkort i den.

Jeg modtog telefonen igår, og på trods af at jeg faktisk næsten har haft en den tidligere version (og dermed næsten identisk med denne) så kriblede det alligevel helt i fingrene for at få den pakket ud. Og jeg skal love for at den er lækker. Misforstå mig endelig ikke, for den oprindelige udgave var super fed, men de små ændringer der er på udseendet mellem den gamle og 3G versionen gør simpelthen en verden til forskel. Coveret buer en smule bagpå så den ligger meget bedre i hånden, og Home knappen ligger mere jævnt med selve coveret på denne nye version sammenlignet med den gamle hvor den var sænket lidt mere ned. Derudover er jackstikket til høretelefonerne ikke længere sænket ned i selve telefonen som på den tidligere model, hvilket jo betyder at man kan bruge et hvilket som helst headset i den i stedet for kun Apple’s originale.

Jeg satser ikke på at lave noget længere review af den da der jo allerede ligger næsten alt for meget omkring den på nettet. Men falder jeg over noget spændende til/omkring den, så ryger det uden tvivl op her som sædvanlig :-)

okt 13

Unboxing af HTC Touch Diamond

Så blev det igen tid til at skifte mobilen ud. Denne gang blev det til en tur tilbage til Windows Mobile fremfor S60 telefonerne fra Nokia som jeg ellers har været utrolig glad for. Men igen, forandring fryder – ikke?

Jeg modtog telefonen allerede i sidste uge, men da jeg har ligget syg hele ugen kommer der først lidt billeder her. Jeg havde egentlig planlagt at lave en unboxing video ligesom Søren gjorde da han modtog sin SE G900, men da jeg ikke havde det godt i sidste uge da mobilen ankom, blev det kun til billederne. Og her er så lidt.

Det er måske ikke umiddelbart til at se på dette billede da jeg vist fik taget det fra en mindre heldig vinkel, men kassen er ikke bare en rektangulær kasse som det ellers plejer at være, den er kvadratisk men kun halvt så stor i bunden som i toppen, hvilket er med til at give den en noget særpræget form. Jeg ved ikke lige hvordan jeg eller skal forklare det, men det giver et ret godt førstehåndsindtryk. Selve kassen er dækket af noget pap med logo, billede af telefonen i funktion m.m., altså det ret basale.

HTC Touch Diamond - kassen

Tager man så det pap af, begynder kassen hurtigt at ligne noget der lever op til telefonens navn – en diamant. Den er ikke bare blank, den er VIRKELIG blank. Behøver jeg nævne at det nu bare kriblede endnu mere i fingrene for at få den åbnet helt?

HTC Touch Diamond - kassens overflade

Åbner man så kassen ligger telefonen her øverst sammen med headsettet. Laderen og USB kablet ligger herunder.

HTC har valgt at være yderligere lidt kreative med indpakningen, for selve toppen af kassen som vippes til siden indeholder faktisk alle manualer og alle CD’er. Smart!

Da jeg ikke har haft den særlig mange dage endnu, er det svært at komme med en endelig dom, men indtil videre er jeg i hvert fald rigtig glad for den. Jeg blev dog lidt irritereret da jeg fik tændt for den, for der blev jeg lige mindet om skærmen på HTC mobilerne. Overfladen er ‘blød’ og kræver derfor at man rent faktisk trykker ned i skærmen for at den skal reagere, hvorimod man på iPhonen blot skulle hvile fingeren på skærmen for at den reagere. Men skidt, skærmen er en VGA og er sindssygt lækker at se på, så jeg overlever nok.

jun 18

Sommerferie – hvor går turen hen i år?

Nu nærmer vi os efterhånden så småt perioden hvor folk og hver mand holder sommerferie, hvor nogle rejser langt væk og andre bliver herhjemme i Danmark. Hvor skal I hen?

Kæresten og jeg tager i uge 33 en tur til SeaWest Nymindegab, et forholdsvis nyt og ret spændende ferieområde på vestkysten. Vi har booket et af deres skipperhuse, og man må sige at vi får noget for pengene:
SeaWest Nymindegab

  • Bygget i 2005
  • 6 sovepladser
  • 2 soveværelser
  • Boligareal på 68m²
  • Opvaskemaskine
  • Vaskemaskine
  • TV/DVD/Radio
  • Fri internet adgang
  • Egen terrasse med grill
  • …. læs mere her.

Til ferieområdet hører der et stort tropisk badeland, mulighed for golf, fitness, wellness og meget meget mere. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme afsted den uge uden familie eller andre, og bare kunne nyde tiden deroppe :-)

Ældre indlæg »

DSHandberg NET

  • Hvem?
    Daniel, 24 år, mobil fetichist, webmonkey og nu med en anelse bodybuilding. Vil du vide mere?
  • Nyeste indlæg
    • Google Wave invitation
    • iPhone software anbefaling: Accuweather
    • Tweak Today – Prøv noget nyt. Hver dag.
    • Wordpress auto-update #%@£&”@
    • Safari+ til iPhone
    • Adgang med mobilen
    • Ups… Endnu engang lidt nyt
    • Wallpaper: Where Magic Happens
    • Wallpaper: Windows 7
    • Unboxing af HTC Touch Diamond
  • Søg






  • Blog
  • Arkiv
  • Profil
  • Lifestream
  • Kontakt

© Copyright DSHandberg NET. All rights reserved.
Designed by FTL Wordpress Themes brought to you by Smashing Magazine

Til toppen!